Det lyder enkelt. Det kan være svært. Svært at holde den rytme, der bedst muligt sikrer dig en god og sund søvn. Der skal en pæn portion selvdisciplin til for at ordinere sig selv samme sengetid hver eneste dag. Også selv om belønningen er en sundere livsstil med udsigt til et bedre helbred.
Jamen...
Er det virkelig nødvendigt at være så striks, kan man spørge. Der er vel mulighed for at bløde lidt op, springe over ind imellem og alligevel sove sundt og godt.
Ja, det er der heldigvis. Sådan da. Og skulle nogen finde på at sige "nej, ingen undtagelser", vil folk flest sikkert sige, at så er de stået af på forhånd, og at det hele så kan være lige meget. For det er de færreste, der vil indvillige i at opgive sit liv efter klokken "alt for tidligt" hver evig eneste dag for at gå i seng.
Giv tid
- Giv dig den tid, det tager at få en god nats søvn, lyder rådet fra dr. med. Søren Berg, som er pionér inden for søvnforskning og indehaver af søvnklinikken ScanSleep.
God søvn er en forudsætning for et godt liv og for, at vi kan fungere optimalt. Søvnproblemer skyldes ofte, at man ikke ofrer sin nattesøvn opmærksomhed nok. Søvnen skal have tid, og den skal have ro.
Stå op
Selv om man ikke kan sove på kommando, er der nogle enkle leveregler, der sikrer kontrol over søvnen.
Med en sund og stabil søvnrytme vågner du frisk og veludhvilet hver dag. En af reglerne er at stå op på samme tid hver dag, også på fridage. Det styrker kroppens indre ur. På den måde vil du helt naturligt blive træt om aftenen på det tidspunkt, du bør gå i seng. Vågner du af dig selv om morgenen, når du skal op, har du fået søvn nok. Har du brug for et vækkeur, bør du gå tidligere i seng.
Vågner man midt om natten og ikke kan falde i søvn, så lyder endnu et råd: Stå op og lav noget. Læs for eksempel i en bog. Det hindrer, at du ligger og vender og drejer dig og får en oplevelse af sengen som et sted, der ikke skal soves.
Det er i øvrigt bedre at snuppe en middagslur - men ikke længere end en halv time - frem for at sove længere end normalt, hvis der er brug for at rette op på lidt søvnunderskud.
Kilder: scansleep.dk, teamdanmark.dk.
Læs også:
Har du for travlt til at sove?
Du sover, som du spiser
I seng med mobilen